Debatten om idrætsfaciliteter lider af en grundlæggende politisk blindhed. Når Idrætsorganisationer og kommuner igen og igen reducerer spørgsmålet til et anliggende om kvadratmeter, kapacitet og dækningsgrader, afslører det ikke blot en faglig begrænsning – men en beslutningslogik, der er direkte hæmmende for den samfundsværdi, idrætsfaciliteter kan og bør skabe.
Ole Nielsen tager fat i emnet i et debatindlæg i Idrætsmonitor i februar måned uge https://idraetsmonitor.dk/nyheder/debat/article18995622.ece, og pointen er ganske rigtigt at indretningen er vigtig, så der kan skabes fællesskaber før og efter aktivitet. Men der mangler en vigtig vinkel; ”Hvordan spiller driftsorganisationen sammen med de aktive, foreninger, skoler, selvorganiserede? Så ikke bare m2 og indretning er i fokus, men også den måde hvorpå der skabes miljø.
For m² er lette at tælle men fællesskaber er sværere at måle. Driften er kompleks så hvordan får vi skabt et miljø hvor det er fedt at være før og efter træning, på tværs af alder, køn og sportsgren? Denne disciplin er overset. Hvordan kan Idrætsfaciliteter bidrage til fysisk og mental sundhedsfremme den kræver langsigtet tænkning og en strategi for fællesskaber, tryghed, målrettet fokus på forskellige målgrupper. Men når det mangler så ender vi gang på gang med den samme løsning: flere bygninger – men uden garanti for mere liv.
Når politiske beslutninger frakobles hverdagen
Den politiske samtale om idrætsbyggeri foregår alt for ofte på afstand af den virkelighed, faciliteterne skal fungere i. Der bevilges midler til byggeri, men ikke tilstrækkelig opmærksomhed på, hvordan bygningen skal bruges, aktiveres og drives – år efter år.
Hvad er ambitionen og hvilke mål skal der sættes for at vi har reelle mål at gå efter. Ambitionen må ikke stoppe ved indvielsen!
Det er her, den grundlæggende fejl opstår: Idrætsfaciliteter behandles som statiske anlægsprojekter frem for dynamiske, sociale infrastrukturer. Når politiske beslutninger alene fokuserer på volumen og placering, bliver indretning, ophold, fællesskaber og driftsformer sekundære hensyn – hvis de overhovedet bliver adresseret.
Resultatet ser vi allerede: haller, der fungerer teknisk, men ikke socialt. Faciliteter, hvor man kommer for at træne – og skynder sig hjem igen.
Bygherrer og beslutningstagere må tage ansvar
Det er ikke nok at pege på arkitekterne, der skal laves strategi for driftsorganisationernes muskler og målsætninger, hvordan forenes det til levende mødesteder.
Ansvaret ligger hos dem, der bestiller, prioriterer og godkender projekterne.
Bygherrer – kommuner, forvaltninger og politiske udvalg – må stille langt skarpere krav:
- Hvordan understøtter bygningen ophold og uformelle møder?
- Hvor er rummene til fællesskabende aktiviteter på tværs af alder, køn og klubtilhørsforhold?
- Hvordan er café, ankomstzoner og bevægelsesarealer tænkt sammen?
- Og helt centralt: hvordan er driftsorganisationen inddraget fra start – ikke som eftertanke?
- Hvilke mål skal løses for at faciliteten er en succes?
Hvis disse spørgsmål ikke er styrende fra første streg på tegnebrættet, er det ikke arkitekturen, der fejler. Det er beslutningsgrundlaget.
Drift er ikke en udgift – det er en investering
Et af de største svigt i idrætsbyggeriet er den manglende forståelse for drift som aktiv værdiskaber. Drift ses stadig primært som en omkostning, der skal minimeres, frem for som den motor, der kan forløse bygningens potentiale.
Hafnia-Hallen bruges ofte som eksempel på et velfungerende idrætsmiljø – med rette. Arkitekturen er stærk. Men succesen ligger i samspillet mellem de fysiske rammer og en driftsorganisation, der aktivt arbejder med liv, sammenhæng og fællesskab. Det er ikke tilfældigt. Det er resultatet af bevidste valg.
Den erfaring bør være styrende – ikke undtagelsen.
Call to action: Stop med at bygge uden en plan for livet i bygningen
I København står vi foran en række nye idrætsbyggerier, blandt andet via Idrætsmilliarden. Det næste projekt, Der er mange projekter, Sundby Idrætspark, Tingbjerg Multihal, Valby Fodboldstadion tribune, Nordhavn, m.fl. De bliver en lakmusprøve. Ikke på om vi kan bygge endnu en hal – men på om vi har lært noget og sikre at der er liv 24-7
Derfor er budskabet klart:
- Stop med at beslutte idrætsbyggerier alene på baggrund af m².
- Lav helhedsplaner, hvor indretning, drift, fællesskaber og sundhed tænkes sammen.
- Involver driftsorganisationer og brugere tidligt og forpligtende.
- Klare målsætninger på liv, brug og fællesskab.
Idrætsfaciliteter kan være det moderne Forsamlingshus
Idrætsfaciliteter kan være kraftcentre for fysisk aktivitet, fællesskab og sundhed. Men kun hvis dem, der bygger og beslutter, tør tage ansvar for mere end mursten.
Alt andet er kortsigtet brug af ressourcer i København, Byen vokser og det kræver kloge og langsigtede investeringer i det de idrætspolitiske område.
Jan B.
