Valgkampen kører for fuldt tryk, og som altid handler meget af debatten om rammerne: parkeringspladser, boliger, plejehjem og klassestørrelser. Alt sammen vigtigt – men i Hafnia-Hallen vil vi gerne se på meget mere. Vi vil se på motoren, der skal fylde rammerne med fællesskaber, sundhed og liv.
Når vi taler byudvikling i København, glemmer vi ofte det vigtigste: Hvad sker der mellem husene? Hvad får mennesker til at mødes, bevæge sig, skabe fællesskaber og trives – 365 dage om året?
Rammerne er kun karosseriet
Rammerne er nødvendige – men de er kun karosseriet. Kunsten er at finde den motor, der kan drive hele konstruktionen fremad. For mange steder i byen står der ledige lokaler og delvis tomme haller, mørke skoler og stille parker. De mangler en motor – eller også har de en gammel én, der kun starter, når solen skinner, og der er tilbud på brændstof.
København har brug for en ny type motor. En, der både kan køre på el, når energien er høj, og på brændstof, når hverdagen rammer. En motor, der holder liv i vores kultur- og fritidsfaciliteter året rundt.
Bæredygtighed handler også om mennesker
Når vi taler om bæredygtighed, tænker mange på energi, byggeri og transport – men social bæredygtighed er mindst lige så vigtig.
En bæredygtig by kræver kultur- og idrætsfaciliteter, der er i drift, tilgængelige og levende. Det kræver en stærk motor, som sikrer, at alle borgere i København har adgang til fællesskaber, sundhed og trygge rammer – uanset alder, baggrund eller postnummer.
Det er sådan, vi bygger en by, der holder – også på de grå dage.
En by, der lever mellem husene
I Valby Idrætspark er vi i gang med at udvikle rammerne – men vi skal også tænke motoren med. Skal den være benzin, hybrid eller el? For os i Hafnia-Hallen er svaret klart: Vi stemmer for en motor, der skaber fællesskab, sundhed og vækst for foreningslivet og alle Københavnerne.
Det er netop det, vores kommende vælgermøde den 10. november i Hafnia-Hallen handler om:
“København er ikke Skive.”
Vi har færre idrætsfaciliteter, mindre plads og flere mennesker – men måske netop derfor har vi brug for at tænke smartere. Ikke flere rammer uden motor – men motorer, der kan få fællesskabet til at køre.
Hvad stemmer du for?
Vil du have en motor, der kører 365 dage om året – og som samarbejder med københavnerne om at skabe sundhed, fællesskab og liv i byen?
Eller skal vi fortsætte med tomme karosserier, der står stille mellem parkeringspladserne?
Jeg ved godt, hvad jeg stemmer for.
Der er brug for en større – og mere bæredygtig – motor.
– Jan B.


