Hvordan kan vi udvise samfundsansvar og samtidig organisere træning i denne Corona tid?

Både foreninger og idrætsfaciliteter er pressede efter 6 uger med nedlukning for den normale træningshverdag. Frustrationen og modløshed skal afløses af håb, og håbet skal bruges til at fastholde fokus. Men det organiserede foreningsdanmark og idrætsfaciliteterne i Danmark står i disse dage i et alvorligt dilemma. 

På den ene side står myndighederne, som skal sikre sundhed og sikkerhed på baggrund af saglig videnskab, og på den anden side står idrætslivet, som higer efter aktivitet, fællesskaber og træning. 

Selvtægt er ikke vejen frem

Lige nu oplever vi selvtægt og autonomi, klubber og private, der træner med børn og voksne i grupper, og det er med til at gøre området usikkert og uklart. For hvad må man egentlig? Hvad med vi i stedet skabte sikkerhed og kunne oplære deltagerne i at fastholde de gode retningslinjer? Den organiserede idræt er i min optik en utrolig vigtig del af rigtig mange menneskers hverdag. Vi kan bruge idrætslivet, når vi higer efter socialt nærvær og fællesskaber? Den organiserede træning kan med fordel være en ventil for vores alle sammens underskud af socialt samvær. En ventil til at håndtere de stramme regler og rammer, som vi forståeligt lever under for tiden. Vi skal gøre træningen til en del af de stramme rammer, vi lever under, og vi skal organisere ”stramme”  frirum. 

De mindste børn er begyndt i skole igen, mens de største børn og mange voksne stadig er lukket ned. Mit forslag er, at man passende kunne åbne op for en ugentlig træning, hvor der skabes social stimulering igennem organiseret træning. Samfundet har brug for, at vi alle kan ”holde til” lang tid endnu med faste rammer og stramme regler. Vi taler potentielt om flere måneder endnu, og uvisheden er i sig selv en frustration. Vi kender ikke fremtiden, og derfor trives gætterier, “synsninger” og selvtægt i bedste velgående. Det vi i stedet har behov for, er teamspirit, klarere regler og en klar retning for perspektiverne på længere sigte.  

Det stiller til gengæld meget store krav til ledelse af idrætsfaciliteterne (både indendørs- og udendørs), til ledelse af foreninger og alle til deltagerne. Vi skal sammen vise, at vi kan leve op til myndighedernes retningslinjer, og vi skal kunne holde igen, når vi får lyst til at samles endnu flere og endnu oftere. Det er jeg overbevist om, at vi sagtens kan klare sammen. 

Manglende fælles retningslinjer

Til gengæld har vi også behov for tydelig og samstemt kommunikation fra myndighederne. Her har vores kulturminister, forbund m.fl. udvist imponerende evne til at forplumre vandene. Usynlighed på idrætsområdet fra Joy Mogensens side har givet DIF og DGI depechen med kommunikationen i én retning, hvorefter specialforbundene efterfølgende har kommunikeret deres egne retninger. Det er i min optik helt skævt. En langsom samfundsåbning kræver en præcis organisering og præcis kommunikation. Hvor er vi på vej hen og hvad vil vi?  

Jeg ønsker, at Kulturministeren, KL , DIF, DGI, specialforbundene og andre interessenter koordinerer beslutningerne og kommunikationen hurtigst muligt! Krisetider har brug for lederskab og en skarp kommunikation. Alle danskere har indtil nu bevist, at vi forstår vigtigheden af situationen, men den nuværende ukoordinerede kommunikation er nu med til at skabe usikkerhed. Den ene dag hører vi om potentielt 8000 personer kan køre i karrusel i Tivoli, men vi kan ikke spille bold i parken – det skal kunne gøres bedre.   

Brug idrætten og idrættens mange kvaliteter til at understøtte en langsom åbning og vær præcis i kommunikationen. Så kan vi alle kan tage ansvar og være med styrke indsatsen. De fleste af os er holdspillere, så vi forstår godt en strategi, som vi kan være med til at føre ud i virkeligheden.  

Jan