Hafniakollegiet er næste udviklingstrin for sportsfolk i København

Hafniakollegiet er næste udviklingstrin for at skabe de bedste forhold for sportsfolk i København. Samtidig er det et stort skridt i udviklingen af Valby Idrætspark.

For efterhånden en del år siden sad jeg sammen med vores forhenværende bestyrelsesformand, Per Larsen og talte om perspektiverne for Valby Idrætspark. Vi havde mange ideer, for Valby Idrætspark er et område, som vi begge har nært, og vi var begge enige om det enorme potentiale. Tæt på storbyen, masser af plads til idræt, tæt på naturen og med flere eliteklubber i nærområdet. Vi endte med at kalde projektet omkring udviklingen af området for ”Idrætsbyen”. Flere lokale foreningsfolk fra BK Frem, Fremad Valby deltog i udviklingsarbejdet ligesom DBU København delte deres viden.

Med åbningen af først KIES, herefter Vandkulturhuset, senere åbning af Hafnia-Hallen, tilkomsten af en ny skole og to daginstitutioner har området løftet sig gevaldigt. Men flere ting mangler endnu – f.eks. faste idrætsbeboere i området, som kan bygge ovenpå Idrætsefterskolens elever, der allerede bor her.

Ny stærk samarbejdspartner i Valby Idrætspark

Siden har vi fået KAB med på ideen om at udvikle den manglende boligdel af Idrætsparken, og den falder nu på plads, når Hafniakollegiet åbner medio december i år. Kollegiet kommer til at bestå af 140 ungdomsboliger og er målrettet idrætsglade studerende i København.

Med kollegiet får vi i København en unik mulighed for at skabe fantastiske betingelser for unge, der dyrker sport på både bredde- og eliteniveau. Her kan man som ung idrætsglad studerende få en bolig til en rimelig pris. Sådan et sted har vi efter min mening manglet i mange år. Et sted, der giver mulighed for sammenhæng med uddannelse, bolig og sport. Jeg er sikker på, at Hafniakollegiet kan være med til at skabe endnu bedre forhold for vores unge atleter og almindeligt sportsinteresserede i København. Hele området og de lokale klubber vil få stor gavn af de mange nye beboere.

Kig forbi til åbent hus

På lørdag d. 27. juni holder Hafnia-Hallen i samarbejde med Team Copenhagen og KAB åbent hus for alle interesserede. Her kan man få svar på alle mulige spørgsmål i forhold til opskrivning og priser på de forskellige typer boliger. Byggeriet nærmer sig sin afslutning og nu er det muligt at komme ind og få et billede af de fysiske rammer.

Vi glæder os til at møde vores nye naboer.

/Jan