Destination Hafnia-Hallen

Destination Hafnia-Hallen er overskriften vores satsning til at skabe fantastiske fritidstilbud. Vi vil være en destination for mange aldersgrupper. Derfor har vi løbende fokus på indretningen af hallen. Det er vigtigt for os, at vi kan stille mødesteder og aktivitetsflader til rådighed til den selvorganiserede leg og konkurrence i hallen.

Vi er efterhånden vant til at se udendørs legepladser, træningsstationer, bænke og borde i parken. Det er målrettet borgere og de selvorganiserede til træning og leg på tværs af generationer. Disse aktivitetsflader skal vi også have med i vores indendørs idrætsanlæg.

Bedre sammenhæng

Jeg har løbende slået et slag for at skabe en bedre integration mellem den organiserede foreningsidræt og den mere selvorganiserede aktivitet i danske haller og idrætsanlæg. For mig at se, handler det om, at vi udnytter vores faciliteter bedst muligt til gavn for flest muligt. Uagtet, om man er medlem af en forening eller ej. Det handler i høj grad også om at give plads og mulighed for, at man kan have et sted, hvor det at være aktiv sammen.

Det er min påstand, at med den rette fordeling af aktivitetsflader vil den organiserede og selvorganiserede aktivitet ikke være i konkurrence. De styrker i stedet hinanden. Jeg oplever i Hafnia, at foreningslivet blomstrer sammen med en stor del selvorganiserede. Det er bedst, hvis der er plads til begge ting i sammenhæng, så er vores erfaring, at udnyttelsen stiger, og gæsterne bliver længere i hallen.

De gode vaner er centrale

Jeg mener, det handler om at skabe gode vaner. Hafnia-Hallen skal være det naturlige sted at være aktiv i klubben. Men vi skal samtidig også være et sted, børn vender tilbage til sammen med deres forældre og leger. Et sted, hvor klassekammerater fra gymnasiet kommer forbi og spiller bold i deres fritid, på tværs af klubber.

Derfor arbejder vi i Hafnia løbende på at oprette aktivitetszoner for børn, unge og voksne, der har lyst til at være fysisk aktive på den ene eller anden måde. Vi tager hver eneste kvadratmeter friareal i hallen op til overvejelse og ser på, om det egner sig til enten et aktivitetssted eller et mødested.

Vores tilbud drejer sig om bordtennis-borde, bordfodbold, streetbasketkurve, Teqball, Pannafodbold, rutsjebane, fodtennis og flere andre ting. Disse aktivitetstilbud stiller vi gratis til rådighed til alle – selvfølgelig mod, at man passer på tingene. Flere af vores aktivitetszoner er blevet lavet i samarbejde med fonde og kommercielle samarbejdspartnere, hvilket har været en virkelig god mulighed for at få flere dagsordner til at gå op i højere enhed.

Hafnia-Hallen skal være en destination. Mit mål med at skabe disse aktivitetszoner (Hafnia-Fritid) er, at Hafnia-Hallen bliver det oplagte sted at tage hen for børn og unge efter skole eller i weekenden og bliver et socialt modspil til computerspil og Youtube-kigning.

Vi vil være alternativet

Kald mig bare nostalgisk, men jeg mindes tilbage til dengang, hvor jeg som ung altid var at finde i Hornslet-Hallen. Jeg kom der, fordi det var der, der skete noget, og hvor det var sjovt at være. Vi lever nu i en anden tid, og den nye tid kræver andre løsninger, så derfor skal vi arbejde hårdere for at inkludere de forskellige grupper. Derfor er det også dejligt at se, at flere af vores de unge gæster er begyndt at tage deres forældre med til en omgang rundt-om-bordet. Vores anstrengelser begynder altså at bære frugt.

Vi sikrer, at der er fantastiske rammer, både til klubberne og til familien, som vil være aktive sammen. Det betyder, at der er liv og god stemning, som er afgørende for, at gæsterne kommer tilbage.

/Jan