EM i Hafnia – Det bliver stort og jeg glæder mig helt vildt.

EM bliver den største idrætsbegivenhed, vi har haft i Danmark til dato. Corona kommer til at lægge en dæmper på antallet af fodboldturister og omfanget af liv i gaderne, men uanset glæder jeg mig som et lille barn til juleaften – så i dag er der kun 3 uger til ”jul”. 

Fodbold-EM er en fantastisk begivenhed, der vil give København en masse positiv mediebevågenhed, og så giver det også mulighed for, at vi kan holde et stort EM-arrangement i Hafnia-hallen. Vi vil skabe et intimt storskærmsarrangement, som trækker minder tilbage til vores VM-arrangement fra 2018 – bare endnu bedre.  

Vi har holdt vejret længe – og planlagt en del i smug, så nu er jeg stolt over at kunne præsentere en foreløbig plan for vores EM-arrangement, som kommer til at løbe af stablen fra d. 11/6-11/7-2021.  

Vi viser det hele

Vi viser som udgangspunkt alle EM-kampene på storskærm. Så hvis du har en særlig forkærlighed for Slovakiet eller Finland – ja, så vil du også kunne disse landes kampe her i hallen. Der vil dog være dage, hvor der spilles flere kampe på samme tid, og her vil vi være nødt til at vælge.   

I 2018 afholdt vi VM i Hafnia-Hallen, et lignende arrangement, som blev stor succes og gav Hafnia-Hallen et stort løft. Vi havde 20.000 gæster til kampene og det blev en kæmpe succes. Særligt var det en succes i forhold til samarbejdet med lokalområdet. Jeg kan se, hvad det betyder, når vi lokalt samler folk og tør tænke stort. Det var her, der blev virkelig skabt en fælles lokal totaloplevelse, som styrkede Hafnia-Hallens samarbejde med hele lokalområdet, og det er også på den baggrund, at vi nu kaster os i selen igen og skaber en stor fodboldfest i hallen. 

I år bliver med flere restriktioner

EM2020 bliver selvfølgelig afholdt i skyggen af Corona, og vi kommer til at arbejde med en del restriktioner, som vi skal forholde os til i afviklingen. Bl.a. vil tilskuerne blive inddelt i zoner, og vi kan kun have 800 tilskuere på selve grønsværen. Det tager vi med oprejst pande, for jeg kan allerede nu mærke en sult efter sociale arrangementer efter mere end et år med afstand og isolation. Folk begyndte allerede at ringe og skrive til os for en måned siden, og virksomheder er begyndt at booke virksomhedsarrangementer ind i forbindelse med EM.  Så det tegner godt allerede.

Lokalsamfundet bakker op

Det gør mig naturligvis rigtig glad, når lokalsamfundet her i Sydhavnen/Valby, Lokaludvalget i Valby og Kgs. Enghave og alle de mange lokale foreninger i området bakker op om et arrangement, som det vi sætter gang i. Det giver hele organisationen energi til at bruge ressourcer på at udvikle på arrangementet.  I 2018 havde vi som skrevet 20.000 gæster til 52 kampe, det bliver svært at overgå med Corona in mente. Men vi vil gå hele vejen for at komme tæt på, og vi arbejder ihærdigt lige nu med at få sikkerhedsforanstaltningerne i orden til fredag d. 11/6. 

Vi laver dette arrangement for vores fodboldelskende gæster, og vi skal nok være klar til at modtage dem og samtidig overholde alle gældende retningslinjer. Vi vil lære endnu mere om storskærm og fodbold. På den måde kan vi sige, at vi igen i år træner til VM2022, hvor vi selvfølgelig forventer at være på igen.  

Hafnia-Hallen er en stor fodboldlegeplads, og vi vil være med hvor det sker.  

Om knapt 3 uger fløjtes første kamp op i Rom mellem Tyrkiet og Italien. Jeg glæder mig helt vildt! 

Jan Barslev