Fællesskabets sommer

Når sportsbegivenheder rykker os sammen 

Vi diskuterer ofte, hvilken værdi det har for et land eller en by at have store sportsbegivenheder. EURO2020 viser til al tydelighed, hvordan et land kan rykke sammen i bussen og hylde fællesskabet.  

Som det sikkert ikke er gået manges næste forbi, holder vi i Hafnia-Hallen et stort anlagt EM-arrangement i denne tid. Kæmpe storskærm, 1000 siddepladser, konkurrencer, DJ til udvalgte kampe og meget andet danner rammen omkring eventet. Vi afholdt et lignende arrangement til VM i 2018. Men i år har det været noget mere udfordrende end i 2018 pga. forsamlingsrestriktioner og omstilling. Det har givet meget lidt tid til at stable arrangementet på benene. 

Sport giver mening i fællesskab med andre 

Jeg er blevet spurgt af flere, hvorfor vi overhovedet har givet os i kast med så stort et arrangement i en coronatid.  København er jo værtsby for EM og har allerede har to officielle Fanzoner. Men her har vi i Hafnia-Hallen hele tiden haft et formål at skabe et lokalt og gratis alternativ til de officielle Fanzoner, der begge placeret centralt i København. Vores #EMiHafnia appellerer til hele paletten. Lokale børn og unge, familier, venner og andre fodboldglade københavnere, som alle kan komme at se fodbold i fællesskab med andre. 

Store sportsarrangementer, som EM og VM-slutrunder er bare federe at opleve sammen med andre. Og vores ramme, som Københavns største fodboldhus skriger nærmest på, at vi sætter alle sejl til for at skabe en fælles fodboldfest. Sammen med lokale klubber og godt hjulpet af frivillige, er det lykkedes at stable et fantastisk arrangement på benene.  

Corona har sultet os, og det er min oplevelse, at vi har trængt til at komme ud og være sammen om noget fælles.  

En magisk mandag 

Sidste mandag kulminerede det hele så med at taget lettede efter Danmarks fantastiske sejr over Rusland. Der var 1000 mennesker i hallen, og vi gentog kunststykket i lørdags mod Wales.  

Det gør mig stolt at mærke den opbakning, der har været fra de lokale foreninger, Københavns Kommune, Valby Lokaludvalg og forskellige virksomheder i nærområdet, som har bakket op om vores arrangement.  

Lørdag er vi klar igen, når Tjekkiet venter. Forhåbentlig bliver lørdag aften endnu mere magisk end i sidste uge. Jeg drømmer i det skjulte om en gentagelse af sommeren 92, hvor det også var de små marginaler, der tippede til Danmarks fordel. Og det sagt uden at jinxe noget overhovedet. Men konturerne til et par fantastiske uger forude ligger og lurer i horisonten. 

Giver det hele mening? 

Det er disse oplevelser, som samler en bydel, en hovedstad og en nation. Derfor giver det mening for at bruge så mange kræfter på at afholde et arrangement #EMiHafnia. Vi samles rundt omkring i landet, vi mødes uorganiseret, og vi har et fælles ståsted – noget der binder os sammen. Det er disse oplevelser, der giver mening, og det er derfor, det er godt at have EURO2020 i København, VM i Ishochey, Tour de France eller andet som giver os en fælles oplevelse og binder os sammen.  

Vi drømmer om endnu en magisk lørdag – og sommeren 2021 

Hvis du mangler et sted at se kampen på lørdag i fantastiske rammer sammen med 999 andre feststemte fodboldfans, er du naturligvis meget velkommen. Sommeren 2021 bliver forhåbentlig en sommer, som vi alle kan huske om mange år. 

/Jan