Det har været en dejlig sommer. Corona har været på retur, og restriktioner forsvinder. Det er fantastisk (og hårdt tiltrængt) for kultur og idrætsområdet, som i høj grad lever at fællesskab og fælles oplevelser.
For mig har sommeren også været lig med træningslejr og turneringer rundt omkring i Europa med ungdomslandsholdet i håndbold. Denne sommer gik turen til Podgorica, Montenegro, i Verde Complex. Det var virkelig i fin oplevelse.
Østeuropa rykker
Denne tur har det endnu engang slået mig, hvor mange velfungerende nye idrætsfaciliteter og -anlæg, der findes i det, mange af os tidligere betragtede som “Udkantseuropa”. Da jeg startede som ungdomslandstræner og talenttræner i Dansk Håndbold Forbund i 2001, talte vi i trænergruppen ofte om, at ture til den tidligere Østblok altid bød på slidte anlæg og uhumske omklædningsrum, dårlig mad, mm. Altså sportsfaciliteter på trods.
Her 20 år senere skal jeg love for, at det er der blevet lavet om på rigtig mange steder i forskellige østeuropæiske lande (ikke alle). I dag taler vi i trænergruppen om, at hvis vi skal se en slidt hal og beskidte omklædningsrum, så skal vi finde dem rundt omkring i Skandinavien.
Manglende sammenhænge
Ydermere er det mange steder i Skandinavien svært at finde anlæg, hvor haltræning, fysisk træning, overnatning og bespisning hænger sammen, så det er let at være gæst. Der er selvfølgelig undtagelser. Men ofte er det sådan, at enten er hallen fin, men så hænger resten ikke sammen. Eller også kan vi finde fin overnatning, men adgangen til hallen er problematisk pga. ferie, låsesystem eller lignende.
Jeg oplever, at de velfungerende og sammenhængende idrætsanlæg pt findes i mest Østeuropa. Både i centralt beliggende byer og udkantsbyer. Der bygges flittigt og for det meste fine haller med mange forskellige servicefunktioner rundt omkring.
Mange gode oplevelser
Forrige år i Ungarn, oplevede vi med ungdomslandsholdet præcist dette billede. Moderne haller og generelt moderne servicefunktioner, som indbød til øget aktivitet. Året før dette var det i det sydlige Polen, vi nåede at træne i 7 forskellige haller under mesterskabet. Alle mindre end 10 år gamle og meget velfungerende og – ikke mindst – rene, indbydende og moderne.
I år var det så Montenegro og selvom der blev målt 38 grader midt på dagen, var det virkelig også en fin oplevelse. I Verde Complex som er opført i udkanten af Podgorica er et idrætsanlæg, der både indeholder forskellige haller, svømmehal, styrketræning, tennisbaner. Dertil har de også bygget et sportel og et hotel i tilknytning til anlægget. Det hele spiller – ikke kun på banen men også udenfor. Et center som ikke findes mange steder i Skandinavien.
Kom så Danmark
På baggrund af mine efterhånden mange oplevelser med sportsfaciliteter i Østeuropa, mener jeg, at vi i Danmark har tre nærliggende ting, vi skal gøre bedre. Når vi skal bygge nye idrætsanlæg, skal vi fra start indtænke, at servicefunktionerne også følger med idrætsfaciliteterne.
1. Vi skal blive langt bedre til at samtænke træning, fysisk træning, overnatningsmuligheder, bespisning mm. så det bliver let og indbydende for gæsterne. Der er rigtig mange sportshold, der tager på træningslejr, men tiden er måske lidt løbet fra at bede elitesportsfolk om at sove på luftmadrasser i et klasselokale.
2. Vi blive langt bedre til at sørge for, at der er rent og imødekommende i idrætsanlæg, der hvor vi træner og opholder os. Det kan ikke passe, at rengøring er overstået om morgenen, og så har vi aktive borgere/brugere, som kommer til træning i beskidte faciliteter om aftenen. Der skal være en sammenhæng mellem de forventninger, som vi har til befolkningens aktivitetsniveau og sundhedsfremme, og den måde vi driver faciliteterne på.
3. Sidst mener jeg, at vi skal sammentænke faciliteter til skoler og institutioner, så vi skaber nye sammenhængende bydele. Det skal være med tanke på, at kultur/idrætsfaciliteter og skoler bør tænkes sammen til gavn for andre og flere end fx. kun skolerne. Med ”Åben Skole” skal skolen ud i samfundet, men mon ikke også skolen skal være åben for samfundet?
Hvor er vi om 10 år?
Det kunne være spændende at kigge 10 år frem i tiden. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, er jeg overbevist om, at Skandinavien, Tyskland, Frankrig og Holland vil kigge misundeligt på det ”nye Europas” evne til at udvikle faciliteter og ikke mindst skabe sammenhæng imellem sportsfaciliteterne og de serviceydelser, der følger med.
Men lad det ikke ske sådan. De selvejende og kommunale institutioner skal have mulighed for udvikling og investeringskraft. Jeg håber ikke, det bliver nødvendigt at sidde tilbage med tanken om det rige nord, med alle deres slidte og usammenhængende faciliteter, som ovenikøbet er lidt snuskede i hjørnerne om 10 år.
Derfor er min opfordring, at kommunerne indbyder private investorer til en opgradering af den danske kapacitet indenfor idrætsfaciliteter i de kommende år. En forening af offentlige og kommercielle investeringer, tænker jeg i dette tilfælde i høj grad, vil kunne befrugte hinanden.
Målet er, at få flere danskere til at være aktive. Og her spiller imødekommende faciliteter en væsentlig rolle.
Jan Barslev
